Hvordan man får sin kuffert igen, eller som Udai Singh siger: your first Indian experience

Oprettet 29.04.2006 - 20:44 af Søren - opdateret 29.08.2009 - 20:24 af Helene

Samme aften, som jeg ankom, brugte jeg ca. en time i KLM-skranken for mistet baggage. Den var nem at finde, da den er lige ved siden af baggagebåndet. Overhovedet var den dag en meget sød, men bestemt dame, der holdt de øvrige ansatte i kort snor. Da det endelig blev min tur (jeg kom selvfølgelig sidst da jeg ledte længe efter kufferten først), kunne hun se på skærmen, at den havde misset flyet allerede fra Kastrup til Amsterdam, og at de derfor havde sendt den via Frankfurt til Delhi med Lufthansa. Lufthansa flyet skulle komme "om en halv time", så hvis jeg ville vente kunne jeg få den med det samme. Jeg fik lov at gå gennem tolden og udenfor for at sige til min ventende taxa-chauffør at jeg blev forsinket ca. en halv time. Han var kvik og gav mig sit mobilnr. og bad mig ringe når jeg var klar (fin service). Den flinke, men bestemte dame i skranken udfyldte for en sikkerheds skyld alle papirer hvis kufferten nu ikke dukkede op - så jeg ikke skulle vente igen. Det var da pænt gjort.

Tilbage i ankomst hallen satte jeg mig til at vente (læste i en bog). Efter et stykke tid spurte jeg en ansat om hvornår flyet var planlagt til at komme, og fik svaret: "om ca. en halv time" - hmm gad vide hvor lang en indisk halv time er. Nu var der gået næsten en time siden kufferten skulle kome "om ca. en halv time". Jeg gik tilbage til skranken og spurgte, hvornår den var planlagt til at lande. Jeg blev inviteret indenfor og placeret i en magelig kontorstol og fik at vide at det netop var landet. Hele to medarbejdere blev sendt hen til baggagebåndet sammen med mig for at finde kufferten. Desværre var flyet et jumbo-jet, så der var mange, mange kufferter. Mere end 500. Min var ikke imellem den!

Tilbage til skranken. Damen havde nu fået at vide, at den ikke var med alligevel - der var ikke plads, eller sådan noget. Men der var begrundet håb om at den ville komme næste dag med KLM. Det lød da sandsynligt. Hun gav mig derpå 2500 rupees til at købe erstatningstøj for. Og bad mig ringe næste dag efter 9.

Næste dag: kufferten er desværre ikke kommet, ring igen efter kl. 14. Igen kl. 14: nej ingen kuffert, men nu er det ganske vist: Da den ikke kunne være i jumbo'en dagen før, ville den komme med næste Lufthansa fly kl. 7 næste morgen. Ring igen. Det lød rigtigt, så jeg begyndte at tro på det, men Michael Sauer fortalte mig at det altid tog 4 dage, og man skulle altid hente den selv i lufthavnen selv om de lover at bringe den ud.

Næste dag ringede jeg, og bingo: kufferten var ankommet til Delhi Internationale lufthavn, men der var et lille problem. De kunne ikke selv få den igennem tolden, da der var elektronisk udstyr i kufferten, som muligvis oversteg det tilladte beløb der måtte føres gennem tolden (vores 10 år gamle videokamera, ha!). Så hvis jeg kunne komme derud og få den igennem tolden...

Kring-Tellabs' lokate IT-mand rådede mig til at tage en lokal med, det ville nok gå lidt nemmere. Da vores administrerende direktør, Mike Smiley, var i Indien sidst tog det ham 6 timer at få sin kuffert ud af lufthavnen! Jeg fik lov at låne Sudeep, som bor lige i nærheden, og vi tog i lufthavnen. Det viste sig at være en rigtig god ide at have en hindi-talende person med.

Efter at have vist mit pas, skulle de lige til at bede mig tage plads, da Sudeep greb ind. I stedet for at vente, blev vi straks bedt om at gå til "lost baggage" kontoret. De kunne forklare ham hvor det lå, så afsted. På dette kontor skulle de udfylde et hav af blanketter og formularer, checke mit pas, samt vide hvad min far hedder(?). Jeg skulle signere det hele. Jeg skulle nu bruge de udfyldte papirer til at komme ind på lufthavnsområdet, og få min kuffert. Damen i skranken skulle til at forklare mig, hvad jeg skulle i lufthavnen, og at jeg ville få refunderet pengene når jeg kom tilbage. Jeg var et stort spørgsmålstegn. Heldigvis greb Sudeep ind igen, og fik foranlediget at en lokal ansat fulgte mig med rundt, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide! Sudeep måtte ikke få adgang til lufthavnsområdet.

Den lokale ledte mig til indgangen til lufthavnsområdet, hvor jeg skulle vise mit pas, og der skulle udfyldes blanketter ved sikkerhedsvagterne. Den overordnede havde meeget travlt, men havde alligevel tid til at veksle nogle sætninger med alle de venner der passerede. Tålmodighed er en dyd, og det gælder om ikke at hidse sig op. Den lokale fik mig sikkert igennem, og herpå rundt for at få stempler på de udleverede papirer. Manden i stempelskranken havde travlt med at læse et håndskrevet brev. Det må have været meget sjusket skrevet for det tog laaaang tid. En pengeseddel hjalp - papirerne blev stemplet som lyn og torden. Afsted for at få udleveret kufferten. Pludselig forsvandt min guide. Han skulle lige et smut hen i den toldfrie butik - og købe cigaretter tror jeg. Efter ca. 10 minutter kom de med kufferten - og jo - det var den rigtige. Forseglet med 3mm ståltråd og blyklump. Men det var ikke gjort med det: hen og få kufferten gennemlyst (man kunne jo ikke bare åbne den med den forsegling). Damen ved gennemlysningsmaskinen var der desværre ikke, så min lokale guide måtte ned ad en gang og ind på et eller andet personalekontor og hente hende. Det havde jeg aldrig gættet.

Damen undersøgte kufferten, og ville vide nøjagtig, hvad tingende var værd. (Det var nok her problemet med videokameraets værdi var). Jeg sagde, at det var mere end 10 år gammelt og slet ikke kunne fås mere, så det kunne ikke være meget værd. Hvad med det andet? Tjah, hvad kan 10 T-shirts være værd spurgte jeg, hvorefter hun underskrev papirerne - puha. Herefter hen til toldmyndighederne med dokumentationen fra scanningen, hvor vi fik den endelige udgangstilladelse. Juhu.

Vi slap igennem udgangen uden at vise noget som helst! Og vi kunne vende tilbage til KLM kontoret hvor Sudeep ventede. De gav mig resolut 600 rupees til taxien frem og tilbage. De 100 gav jeg til min lokale guide og bad ham gøre det ligeså godt for den næste (100 rupees er næsten en hel dagsløn for mange indere).

Så efter ca. en time kunne vi vende tilbage til Kring-Tellabs, hvor wiren blev brudt op, og jeg kunne glad gense alle mine ting. Det var i hvertfald meget hurtigere end Mike Smiley (direktør i Tellabs Danmark). Så når bare man har forbindelserne iorden...