USA 2008 - Wild West, forstenet træ og Badlands

Oprettet 10.08.2008 - 17:22 af Helene - opdateret 08.04.2009 - 21:35 af Søren

Efter en overnatning i Murdo "in the middle of nowhere" skulle vi videre vestpå, og regnede med en noget begivenhedsløs tur, indtil vi nåede Badlands. Men vi tog fejl! Knapt var vi drejet ud på rute 90 igen, før vi passerede et kæmpe dinosaurusskelet, som var stillet op ude på marken. Til dinosaurusens hals var fastgjort et halsbånd, og i den anden ende af linen holdt et menneskeskelet fast!. Det viste sig at være et - noget mystisk valgt - blikfang til et frilandsmuseum, "The 1880 Town". Og det skulle blot blive første stop på en begivenhedsrig dag.

 

The 1880 Town var startet som en filmkulisse, hvor filmselskabet havde lejet en mark af en bondemand. Manden havde så, som tak for lån, fået lov til at beholde fiilmkulisserne, og havde siden bygget videre på det. Det gav et meget godt helhedsindtryk af livet i sådan en by i alle dets aspekter, men det var tydeligt, at ikke alt var lige professionelt lavet. Nogle steder var det mere en bunke skrammel!
The 1880 Town.
Hvil på verandaen foran "hotellet".
Her kunne man købe 1880-kostumer.
Scenen i en saloon.
Kig ud mod en genopbygget "homestead" (bosættelse) lige udenfor 1880-byen.
Inde i en togvogn - en caboose.
Uden for The 1880 Town var der opstillet et togsæt fra ca. 1950, hvor en af vognene var indrettet til spisevogn. Der fik vi frokost.
Derefter kørte vi videre og kom til "The Petrified Garden" - den forstenede have. Ved siden af dette skilt, som forklarer, hvordan geologer "tror" at de forstenede haver er dannet, var der et skilt med en dogmatisk kristen forklaring på sagen! For mig var det simpelthen lige til at grine af, (ærgerligt at Søren ikke tog et billede af det) men også foruroligende, at nogen kan mene sådan en gang VÅS i fuldt alvor!
Dette er sten!
En forstenet træstamme, verdens største ....
...og en til.
Så kom vi til Badlands, opkaldt efter, hvor slemt det er at rejse gennem området. Vi var blevet advaret om, at vi skulle huske at tage nok vand med, men med airconditionering i bilen mente vi ikke, at det kunne være noget problem. Vi blev klogere! Hvordan kan det være, at det er så svært at lære af andres erfaringer?
Der var simpelthen så fantastisk! Og så varmt! Selv med de meget korte ture, vi tog fra bilen, var det nødvendigt at medbringe vand, så vi løb hurtigt tør.
Pyh!
Mange flotte udsigter...
Heldigvis var der et turistcenter, hvor vi kunne tanke op med vand, så vi overlevede alligevel. Dette er dog endnu en udsigt.
En hjort med sin kalv. Vi tror, at det var "muledeers", men nogle kaldte dem også "antilopes".
Ser det ikke bare underligt ud?
Ups! En bison er bare virkeligt stor, når den pludseligt står dér og glor på en...Vi kom hurtigt ind i bilen igen!
Denne dag havde vi heller ikke fået reserveret noget hotel i forvejen, og belært af tidligere erfaringer begyndte vi lidt tidligere at kigge efter noget. Det skulle være i Wall, som vi kom til lige fra Badlands. Men denne aften var vi heldige, allerede i udkanten af Wall, lige da vi var drejet fra Badlands, var der et splinternyt motel med meget flot og luksuriøst udstyrede hytter, og det var såmænd ikke dyrere end vanligt - $140 for en nat. Så det tog vi. Her ses soveværelset.

 

Senere gik vi ud at spise i Wall, og blev selv til aftensmad for en hel del myg.
Og så blev dagen afsluttet med et besøg i Wall Drugstore, som vi desværre ikke har nogle billeder af. Det var et stort, veludført turistsouvenir-kompleks, hvor man kunne købe de mest fantastiske ting - f.eks. afstøbning af en hel dinosaurusfod og lår i fuld størrelse - $10.000,-
Søren gik også rundt og så på tingene med et bredt smil på læberne, vores VISA-kort var nemlig stødt på en grænse, så vi kunne ikke hæve mere på dem, og vi turde derfor ikke bruge nogen penge "unødigt". (Vi fik heldigvis åbnet for kortene igen senere på aftenen. Men sikke mange souvenirs, vi var gået glip af i de to dage, hvor vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre ved problemet.)